11
Vi forlod La Brenne-området fredag den 30. juni, og vi begav os nu til Périgord. Vi kørte ca. 300 km og kom via Limoges og Brive frem til Dordogne-floden ved Souillac, herfra var der ca. 50 km til campingpladsen, hvor boede ca. 1 km fra den lille by La Roque-Gageac.
Camping “La Plage” **
Vores campingplads hed “Stranden” og den ligger faktisk ved bredden af Dordogne-floden med et areal med småsten, der fungerer som strand. Pladsen er pænt bevokset med store træer, der er gode badeforhold og en lille butik med et udvalg af varer til rimelige priser.
Vi boede meget smukt og tætvmed floden til den ene side, en høj og smuk klippe til den anden og med udsigt til slottet i Castelnaud mod vest og den charmerende lille by La Roque-Gageac mod øst ca 1 km fra campingpladsen.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Vi skulle have fem overnatninger her i hjertet af det såkaldt sorte Périgord. Navnet skyldes de tætte bevoksninger med en speciel art af egetræer, hvis løv er tæt og mørkt. I dalene er der popler og piletræer. Vejene og bakkerne er lidt barskere her (dog ikke højere end 2-400 m), så vi ville ikke vove os ud på for lange ture, men der var også så mange ting tæt på os, der var værd at bese, så det var svært at skulle vælge.
Lørdag gik turen til Sarlat.
Der er to veje til Sarlat (ca 10.000 indb.), enten den korte men barske eller den lidt længere på en lidt mere befærdet vej, men meget blidere. Vi tog den barske! Sarlat er en af de smukkest bevarede middelalder- og renæssancebyer. Der er ingen grund til at lave udflugten længere, for her kan man let tilbringe en hel dag, især hvis vi kommer afsted en lørdag. Her holder man nemlig den store markedsdag, hvor der handles fjerkræ, korn, nødder, foie gras og trøfler.
Skal man se byen, foregår det til fods i den gamle bydel, hvor man kan beundre de smukke huse og palæer, der ofte stammer fra det 15. og 16. årh. i de karakteristiske gullige sten med dekorerede skifertage. Blandt de meste kendte er Maison de La Boétie (ven af forfatteren Michel de Montaigne), Hôtel Plamon og Hôtel de Maleville. Skal man købe ind af foie gras og andet godt, findes der mange special-forretninger, og skulle man få lyst til en lille frokost på restaurant er der gode tilbud i de små gader. Prøv f.eks. “pommes sarladaises” (kartofler stegt i andefedt med hvidløg og persille). Der blev taget mange billeder i Sarlat - her er et udvalg:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Søndag var en slotte- og udsigtstur!
Vi startede ud med sigte mod slottet, som vi kunne se fra campingpladsen, nemlig Castelnaud. Slottet har haft en lang historie fra middelalderen med 100-årskrigen som højdepunkt, idet slottet her skiftevis var på engelske og franske hænder. Efter revolution blev slottet mere eller mindre forladt og først i 1969 begyndte man at restaurere bygningerne, der nu står som et smukt udsigtspunkt over de smukkeste landskaber i Dordogne-dalen. Vi kørte langs floden og kom forbi slottet i Fayrac, der stammer fra det 16. årh.Vores første besøg var dog Les Milandes, der er et slot fra 1489, men mest kendt som Josephine Bakers slot. Slottet kunne besøges mod entré—der var også en fremvisning af rovfugle.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Herfra gik det videre til St Cyprien, der er en smuk lille typisk Périgord-landsby på den anden side af floden, førend vi nåede til Beynac med det flotte slot.højt oppe på klippetoppen. Det var drøjt at gå op i varmen, men det var det hele værd.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
